onsdag, oktober 24, 2007

300

Ja, den skulle jo ses. Det har jo historisk interesse, men det var dog en grum skuffelse. Altså filmen 300. Sikke da en gang pladder. Nå ja, man må selvfølgelig give filmen, at den har en nogenlunde realistisk gengivelse af, hvordan falanksen fungerer som kampform, men det er så vist også alt. Ellers var der sørme meget sludder indblandet og man kan jo til enhver tid diskutere sandsynligheden af, at 300 mand holdt en hær på (ifølge nogen kilder) 100.000 stangen. Diskussionen kan f.eks. gå på om tallene er rigtige - det vil nok være det mest oplagte - og her bør konklusionen retteligt være, at der var mange mod få. Det er der ingen tvivl om, men den fordeling filmen antyder er nok lidt ved siden af.

fredag, september 21, 2007

1066 and all that

Historien kan jo forfattes på vidt forskellige måder og i kortere eller længere form. "1066 and all that" er den seneste lille bog jeg har kastet mig over, og den ligger i klassen af ganske fornøjelige og meget korte gennemgange af den britiske historie. Ja, den påstår sågar at være den eneste version du behøver at læse for fremover at kunne huske alle de væsentlige detaljer ang. bristiske konger og historie generelt. Der er således 103 gode ting, 5 dårlige konger og 2 sande datoer og så behøver man vel ikke mere.
På mange måder en bekræftelse på, at den britiske humor er ganske underfundig, men i dette tilfælde ikke underspillet. Til tider spiller morskaben dog på ordspil, og her skal ens forståelse af det engelske sprog godt nok lige pudses af for at man fatter det sjove, men det er vist også eneste punkt at brokke sig over i den forbindelse.

onsdag, januar 17, 2007

Amerikansk historie på den politisk ukorrekte måde...

Som tidligere nævnt var et indkøb af The Political Incorrect Guide to the American History nært forestående. Titlen virkede simpelthen for interessant til, at undertegnede kunne lade være. Nu er bogen så ankommet og umiddelbart er jeg da ikke blevet skuffet. Dog havde jeg forventet, at vinklen var en smule ironisk og med slet skjulte sarkastiske undertoner, men det virker som om, forfatteren egentlig mener hvert et ord han skriver temmeligt bogstaveligt. Bagsideteksten anfører noget i retning af, at al hidtidig amerikansk historieskrivning er forkert, da det hovedsaligt er skrevet af venstreorienterede akademikere. Den gruppe kan forfatteren så ikke lige tilskrives. Han kaster sig så ud i en længere vurdering af hele historien. Der er indsat små tekstbokse med bøger, man også kan læse, men som "de venstreorienterede" tilsyneladende ikke mener, man bør læse. Altså en kort introduktion til ydere læsning iblandt den politisk ukorrekte litteratur. Desuden fremhæves citater af den slags, de citerede personer nok egentlig helst så, at man glemte. Det giver med andre ord et mere gråtonet billede af de præsidenter m.fl., som man normalt citerer for "store" fremadskuende ord.
Alt i alt interesant læsning, men man skal nok selv tillægge den humoristiske vinkel og ironien. Jeg vil dog fastholde, at det kan være inspirerende læsning. Man kan da godt komme til at tænke lidt nærmere over de fasttømrede billeder, vi har af bestemte perioder. Måske er de ikke allesammen så fantastiske som vi går og tror.

fredag, januar 12, 2007

Politisk ukorrekt historie

Læg nu mærke til nedenstående titel. Den politisk ukorrekte guide til amerikansk historie. Det var en titel som undertegnede simpelthen ikke kunne stå for så et indkøb er nært forestående. Og det viser sig, at der er en lang række af lignende titler om sydstaterne i USA, videnskab, global opvarmning og andre interessante emner. Emnerne bliver jo ikke mindre interessante af, at man lægger en utraditionel vinkel på sagerne - man får måske endda en bedre og mere nuanceret forståelse af emnerne. Det er vel lidt på samme vis som tanken bag kontrafaktisk historieskrivning. Mange mener, at det er ren fiktion - og det hælder jeg også til - men samtidig sætter det jo tanker igang, som kan medvirke til, at man ser ting ved den "rigtige" historie, som man ikke ville have set ellers. Så måske får disse politisk ukorrekte historier større betydning end blot den underholdning, jeg forventer, der ligger i bogen.